En fast blodsukker måler

Ja, så er jeg nu blevet robot mor, som min søn på 7 sagde til mig da jeg kom jeg med den her, han synes det var lidt sejt.. Dette underlige apparat blev hæftet fast på min krop i mandags.
Det er et lille amerikansk apparat som efter sigendende skal måle blodsukrene hele døgnet rundt.
Der blev skudt en lille sender ind i min lænd, og det gjorde bare så pisse ondt. Ej, mere, det var så skide ubehageligt..
Nu sidder den så der og sender signaler ned til det grimme grimme apparat som jeg har siddende i buksekanten. Nice..
Ikke nogen rar fornemmelse... Jeg blev også så skidt tilpas bagefter at jeg lige skulle ligge bare lige en ti minutters tid.
De tre dage her har jeg nu noteret alt det jeg spiser, om jeg har motioneret, haft lave blodsukre, altså om jeg har følt de lave blodsukre og hvornår jeg tog insulin og spiste mad..
Hvor belastende.. her er jeg virkelig blevet konfronteret med det jeg spiser og hvad jeg foretager mig.
Apparatet skal kalibreres 4 gange om dagen og jeg skulle også taste ind hvad jeg foretog mig.
I dag skal den ud igen.. og jeg glæder mig...

Ellers har jeg bare været så deprimeret de her dage.. Jeg kan ikke selv finde nogen grund sådan rigtigt. Er bare så træt af den her sukkersyge.. Så træt af de høje blodsukker..
Jeg skal til kontrol i morgen igen.. Op ned op ned.. blodsukkerne er ikke til at styre..
Jeg er flittig til at tage tallene og notere dem, men mon ikke de ikke helt stoler på mig, siden jeg skal kobles op til den her..
Nå, jeg må se hvad det bringer, forhåbentlig noget mere stabilt blodsukker..

Hvorfor nu blogge om min sukkersyge?

Jah... Jeg tror at jeg bare har brug for at skrive om mine oplevelser, mit liv med sukkersyge.
Og jeg har nok også en naiv tro på at i er andre derude der har behov for at vide, at det ikke er nemt med sukkersyge...
At vi ikke alle kan være den diabetiker der bestiger bjerge med en mega tung rygsæk, insulinpenne og mellemmadder eller som bare er topmotionister med helt styr på blodsukrene..  se mig se mig. Og som slet ikke spiser kager, drikker vin eller som altid husker sine mellemmåltider...
Samtidig er jeg også bare så irriteret træt af at blive sammenlignet med Type 2 diabetikere. Type 1 og type 2 er i mit hoved to vidt forskellige sygdomme, bare med visse fælles symptomer...

Og meget handler ofte om Type 2... Og ja... øv øv øv :-)

Jeg knokler med at gennemskue sygdommen, jeg har i lang tid nægtet at jeg var syg.. Som f.eks. Når jeg har fået spørgsmålet "Fejler du noget?".. så har mit svar været "nej!" Og så lige et "nåh, joh.. sukkersyge, men det tæller vel ikk?".. øhm, jo Stinne, det gør det jo så lige...

Og jeg som bare altid har været så glad for sødt.. Jeg husker som barn, før sukkersygen, hvordan jeg brugte alle mine lommepenge på slik.. Karameller, is, skumslik.. mums altså..

Jeg kan også huske hvordan min havregryn skulle knase af sukker, ellers var der bare for lidt sukker på. Jeg bagte kager, for at få min sukkertrang styret...

Det var jo fuldstændig vanvittigt.. For pokker, de vidste jo ikke bedre dengang. Så der var frit spil...

Min tynde teen age krop sagde jo også stop lige pludselig.. på den mest kontante måde...